Kritik af skjult donor bag millionindkøb af test
HOVEDSTADEN: Partier vil have gransket forløbet omkring Region Hovedstadens omstridte indkøb af usikre kinesiske test, der blev ansporet af en milliondonation fra en hemmelig person, skriver Politiken.
Den anonyme donor har ifølge Region Hovedstaden selv været en faktor i, at regionen har valgt at bruge over 60 mio. kr. på antistoftests fra Livzon Diagnostics Inc.; tests, som tilsyneladende er så upålidelige, at indiske sundhedsmyndigheder har valgt helt at skrotte dem.
- At bruge 60 mio. kr. på noget, som man reelt ikke ved om virker – det er langt, langt ude, siger Liberal Alliances medlem af Sundhedsudvalget, Niels Høiby, der suppleres af Dansk Folkepartis Finn Rudaizky:
- Hvis den anonyme donor også har været med til at anvise, hvordan regionen kunne indkøbe flere af samme slags test, så er det meget vigtigt at få belyst.
Region Hovedstadens brug af antistoftesten har mødt kritik blandt fagfolk i regionen, eftersom kviktesten er usikker, men alligevel anvendt til at fastslå omfanget af tidligere coronasmittede blandt sundhedsansatte og bloddonorer.
Region H har oplyst i en pressemeddelelse, at valget af Livzon 'til en vis grad skyldes, at 100.000 af denne var hjemkøbt af en privat donor'. Donationen har en værdi af 4,5 mio. kr. Siden har regionen valgt selv at indkøbe 1,4 millioner testkits for over 60 mio. kr.
Brugte forbindelsen
Regionsrådsformanden siger til Politiken, at hun kender identiteten på donoren, men hun vil ikke oplyse, om det er en person, et firma eller et land:
- Vi stod i en situation, hvor de test, som vi havde mere tiltro til, ikke dukkede op og var umulige at skaffe. Til gengæld havde vi 100.000 testkits (fra donoren, red.), som kunne bruges, men som ikke var verdens bedste. Og via den forbindelse kunne vi samtidig få en stor og sikker leverance, og med de usikkerheder gik vi i gang, siger Sophie Hæstorp Andersen (S).
Kan du garantere, at donoren ikke har en økonomisk interesse i donationen?
- Region Hovedstaden er ikke bekendt med, at den private donor har interesser i Livzon, siger hun.
LA’s Niels Høiby er professor i klinisk mikrobiologi ved Rigshospitalet, og også med sin faglige ekspertise retter han en hård kritik af millionindkøbet og hans forskerkollegers brug af Livzon-testen.
- Det er helt uacceptabelt. For det første, at det her ikke er blevet belyst på det politiske niveau, hvor man i hast har godkendt nye milliardrammer for coronarelaterede indkøb. Hvis jeg havde fået oplyst, at de her test var en del af de indkøb, havde jeg gjort vrøvl, for jeg har allerede gjort opmærksom på rækken af problemer, der er med testen og undersøgelsen, siger Niels Høiby, der repræsenterer LA i sundhedsudvalget.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.